Nyheder / NYHEDSARKIV 2017 / Andet kvartal / Åben hal og stald

Åben hal og stald

Fredag den 9. juni arrangerede Bylderup- og Omegns Gymnastikforening (BOG) for sidste gang i år ”åben hal”.

”Åben hal” er et nyt tiltag, hvor BOG den første fredag i måneden åbnede hallen, så børnene fra kl. 16-17 kunne spille og lege på deres egne præmisser.

”Og det har været en succes”, fortæller formand for BOG, Lone Andresen. ”Konceptet udviklede sig med tiden, så ved de sidste arrangementer var der mulighed for at købe mad til billige penge, ved Karen-Marie, i idrætscentrets cafeteria”.

”Det er min oplevelse, at mange synes ”åben hal” er en rigtig god måde at ”skyde weekenden i gang” på, og der har vel i snit været mellem 30 – 60 børn til arrangementerne”.

”For at markere afslutningen, valgte vi den sidste gang at kalde det åben hal og stald, hvor vi sluttede af i vores stald”. ”Her kunne børn og voksne kigge og snakke med vores køer, ligesom de kunne fodre kalve”. ”Til slut grillede vi sammen, og børnene fik en lille gave”.

”Nu holder vi så sommerferie”, slutter Lone, ”men til efteråret starter vi en ny omgang ”åben hal”.
 
 
 
juni 2017