Nyheder / NYHEDSARKIV 2011 / Andet kvartal / Erik Tønder går på efterløn

Erik Tønder går på efterløn

Efter 34 års ansættelse på Bylderup Skole kan man med rette betegne Erik Tønder som en institution i institutionen.

Erik Tønder, Bylderup Skole 
Men fredag d. 13. maj har Erik sin sidste arbejdsdag på skolen, og officielt stopper han den 1. juni, hvorefter han har valgt at gå på efterløn.

Og Erik kan se tilbage på 34 spændende år, hvor skolen har gennemgået en rivende udvikling.

“Da jeg tiltrådte som pedel, var det generelt meget sparsomt med udstyret på skolen, fortæller Erik, “eksempelvis var det eneste værktøj jeg havde, en svensknøgle og en skruetrækker, men heldigvis er der sket meget i den mellemliggende periode, så i dag er vi bedre stillet på det område“.

“Desuden var vi i begyndelsen meget afhængige af, at vi kunne låne forskelligt udstyr andre steder, eksempelvis hvis vi skulle bruge lys- og lydudstyr på skolen, så skulle vi lige over på Slogs Herreds Hus og spørge, om vi kunne låne deres udstyr. Også på dette område er vi bedre stillet i dag“.

“Og sådan vil jeg kunne fortsætte med at fortælle historier fra de gamle dage, for opvaskemaskiner havde vi heller ikke, så var der arrangementer på skolen, stod vi og vaskede op i en stor zinkbalje”.

Nogle forbinder måske pedellen som skolens løftede pegefinger. Derfor skulle man måske også tro, at skolens elever er glade for skolepedellen stopper. Men det synes nu ikke at være tilfældet! For cirka 14 dage siden, lykkedes det nemlig for eleverne og personalet, at “tage Erik på sengen”. Han blev kaldt over i storrummet, og her blev han hyldet af skolens næsten 300 elever samt lærere og personalet fra tandklinikken.

“Og jeg kommer da også til at savne børnene på skolen“, indrømmer Erik, “for møder jeg dem i fritiden, sker det meget ofte, at de råber: “Hej Erik”, og det er da helt sikkert noget, jeg vil komme til at savne”.

Men den 13. maj er det så slut. Erik forsikrer dog, at han ikke kommer til at kede sig.

“Der er nok af ting, jeg gerne vil bruge tid på“, fortæller Erik, “måske vil jeg bruge lidt mere tid på mit arbejde ved Vejle Boldklub, hvor jeg er talentspejder. Desuden holder jeg formen ved lige med løb og cykelture, og så har jeg planer om at genoptage en aktivitet, som jeg i efterhånden mange år ikke rigtig har haft tid til. For en del år siden fiskede jeg nemlig en del, og nu har jeg så fornyet mit fiskekort, så fiskene i Slogs Å skal nok til at tage sig i agt“, advarer Erik med et smil.