Nyheder / NYHEDSARKIV 2012 / Andet kvartal / Generalforsamling i lokalbiblioteket

Generalforsamling i lokalbiblioteket

Onsdag den 18. april 2012 blev der afholdt generalforsamling i Lokalbiblioteket i Bylderup-Bov.

Formanden for Støtteforeningen, Irene Jessen, fortalte om det forgangne års aktiviteter på biblioteket. Og der var nok at berette om, for bl.a. dagplejerne og børnehaverne kommer hver måned og låner bøger og tilbringer nogle hyggelig timer i biblioteket. Madpakkerne har de medbragt hjemmefra, og så kan de samtidig få oplæst en god historie.

Desuden er der godt gang i udstillingerne, hvor lokale kunstnere og kreative mennesker har mulighed for at vise deres kreationer. Læseklubben fungerer godt, og der er fortsat plads til flere. EDB-undervisningen har også været en succes, hvor 20 personer hver mandag og tirsdag får udvidet deres horisont på dette vigtige område.

Desuden takkede Irene de mange frivillige, som er villige til at tage en tørn og derved være med til, at der fortsat er et aktivt og velbesøgt bibliotek i byen.

Der var valg af formand til henholdsvis Støtteforeningen og Driftsudvalget. Irene Jessen blev genvalgt som formand til Støtteforeningen, og Margit Petersen blev genvalgt som formand for Driftsudvalget. Til bestyrelsen i Støtteforeningen blev Anna Lise Jepsen valgt, og som suppleanter blev Niels Erik Matthiesen og Hanne Jørgensen valgt.

Den hyggelige aften sluttede af med lækkert hjemmebag og oplæsning ved Else Marie Dam Christensen.

Og nu hvor foråret nærmer sig med hastige skridt, er det måske tid til at besøge lokalbiblioteket for at låne de allernyeste bøger. For hvad er bedre end en solrig forårsdag, hvor man kan sidde ude i det fri, med en god bog i hånden.

APRIL 2012