Nyheder / NYHEDSARKIV 2012 / Andet kvartal / Jerry can eller forlængerledning

Jerry can eller forlængerledning

Om man har brug for en jerry can eller en forlængerledning kan afhænge af ens bilvalg. Det kan brødrene Morten og Lasse nikke genkendende til.

Til højre ses Morten fra Ravsted med sin røde 67´er Pontiac Firebird convertible. Under fronthjelmen ligger en velvoksen V8-motor, som udsender det skønneste brøl, når man dapper til speederen. Til gengæld bæller den benzin, som gæsterne til Oktoberfesten i München drikker øl, og Morten er derfor udstyret med en 20 liters jerry can.

Til venstre ses Mortens bror, Lasse fra Bylderup, med ”sin” gule Peugeot Ion. Under fronthjelmen gemmer der sig stort set ingenting ud over en lille sprinklerbeholder. Til gengæld gemmer motoren sig under bilens bagagerum, og det er ikke en benzin- eller dieselmotor, men derimod en elmotor.



Hvis vi begynder med Pontiac Firebirden, så rullede den af samlebåndet tilbage i 1967. Dengang fandtes begrebet ”oliekrise” endnu ikke i ordbogen, og derfor tænkte man heller ikke på benzinøkonomi når man skulle udvikle biler.

På spørgsmålet: ”Hvor langt kører den så på literen?”, svarer Morten. ”Jeg aner det faktisk ikke, for jeg har kun haft bilen nogle få måneder, men da det er en sommerbil, kommer den ikke til at køre specielt mange km. pr. år, så om den kører 5 eller 15 km pr. liter betyder ikke så meget for totaløkonomien. Men skulle jeg komme med et gæt, så lyder det måske på 5-6 km pr. liter”

”Til gengæld byder Firebirden på 100 % køreglæde”, fortsætter Morten, ”og faktisk behøver man ikke rulle én eneste meter for at blive glad”. ”Bare ved at kigge på bilen stiger humøret, men ellers hjælper det at sætte sig ind i bilen og trykke på knappen til den originale, hydrauliske kaleche, som stort set lydløst folder sig tilbage”. ”Er det stadig ikke nok til at få humøret helt i top, så drejer man den spinkle nøgle, hvorefter motoren tørner et par gange, og sætter i gang med et aggressivt brøl, hvorefter den falder til ro i en kultiveret tomgang”. Et dap på speederen vækker dog prompte den 290 kg. tunge V8’er til live og hele bilens karosseri kvitterer med et vip til siden. ”Så kan man da ikke andet end trække på smilebåndet.”

”Og det er med kalechen slået ned, at man får fuld valuta for pengene”, fortæller Morten ”det er en helt speciel oplevelse at køre i åben bil, og så gør det ikke noget at oplevelsen krydres med sol fra en skyfri himmel, der reflekteres i de store luftindtag i den lange motorhjelm”.”Og når den momentstærke V8’er ved lave omdrejninger blødt skifter mellem de 3 trin automatgearkassen byder på, så går det hele bare op i en højere enhed”. ”Fik jeg nævnt, at der er plads til hele familien?” slutter Morten med et smil.

Peugeot Ion er Firebirdens diementrale modsætning. For siden 1967 er der løbet meget vand gennem Hvirlåen i Ravsted og Slogså i Bylderup, men der er pumpet endnu mere olie op af undergrunden. Derfor har vi i mellemtiden også været igennem et par oliekriser, og netop nu sætter benzin- og dieselprisen rekord.

Så det er tid til at tænke i alternativer, og et alternativ kunne være den gule Peugeot Ion som er 100 % eldrevet. Lasse er med i et testforløbet www.testenelbil.dk, hvor hans familie har fået elbilen stillet til rådighed i 3 måneder, hvor de så til gengæld for dette, skal give tilbagemeldinger på de positive og negative oplevelser, som de har med elbilen.

”Og det er super spændende at være med i dette projekt”, fortæller Lasse ”for jeg har altid været bilinteresseret og mener da også, at min brors Firebird måske er den bedste antidepressive medicin der findes”. ”Men på den lange bane holder det jo ikke, og der er nok ingen der synes det er særlig sjovt at tanke bilen, med de brændstofpriser vi ser lige nu, så derfor er det sjovt at teste fremtidens bil”.

Sætter man sig ind i elbilen og drejer nøglen, sker der ud over et par bib-lyde ingenting. Bilen står med andre ord i tomgang, uden at sige en lyd. Trykker man på speederen begynder bilen lydløst at sætte i gang.

”Specielt i begyndelsen var det en underlig fornemmelse, at køre i en bil som stort set er lydløs”, fortæller Lasse, ”men man vænner sig hurtigt til det, og så sætter man bare pris på, at køre i et støjsvagt køretøj”.

”Vi er blevet positivt overraskede over elbilen, for ud over at være en ret komfortabel minibil, er den rigtig kvik, og en del hurtigere end en tilsvarende benzin eller dieselbil”.

”Desuden har elbilen gjort op med de fordomme, som vi havde. Batteriet i denne bil er f.eks. et moderne lithium-ion batteri, som har en langt større kapacitet, end de NiCd-batterier man brugte i 1990-erne.”

”Bilen har kun ét fremadgående gear, og et bakgear, så den er supernem at køre med, især i bytrafik, hvor man ikke skal tænke på koblingspunkt, gearskift eller lignende”.

”Som jeg ser det, har bilen kun 2 udfordringer, og det er prisen samt rækkevidden”, fortsætter Lasse ”for bilen har med mit kørselsmønster og de temperaturer vi har lige nu, en rækkevidde på cirka 100 – 110 km på en opladning”.

”Så er der måske nogen der vil sige, at lige netop pris og rækkevidde er to meget væsentlige faktorer”, fortsætter Lasse, ”og jeg må medgive, at det er et par væsentlige udfordringer”. ”Men priserne er på vej ned, og jeg synes bilen er meget sjovere at køre i end en tilsvarende minibil, da den er hurtig, lydløs og utrolig nem at køre”. ”Så når folk først har taget springet, og prøvet en tur i en elbil, så tror jeg også nogle er villige til at betale lidt mere for sådan en vare”.

”Desuden sender man med en elbil også et signal til sin omverden om, at man er miljøbevidst, og det tror jeg mange mennesker gerne vil forbindes med, ligesom den grønne profil også kan appellere til en del virksomheder”.

På spørgsmålet: ”Hvor langt kører den så på literen?”, svarer Lasse med et smil: ”Tja – nu kører den jo på el, så den har slet ingen tank, men skal man regne elprisen om til benzinpriser, så kører elbilen med mit kørselsmønster cirka 40 km/l, og det er jo en del bedre end Mortens Firebird”.

En smart el-kaleche kan den gule Peugeot heller ikke mønstre, men til gengæld er den udstyret med moderne bekvemmeligheder, så som elruder, aircondition, ligesom den har fået 4 stjerner i Euro NCAP´s crashtest.

Men udover at være godt for miljøet, kan en elbil så også tilbyde ægte køreglæde ligesom Firebirden?

”Hvis du spørger mig, så mener jeg ikke vi behøver en benzin eller dieselmotor for at kunne skabe køreglæde, så jeg mener svaret er: Ja”, fortæller Lasse.

”Jeg synes bestemt det er underholdende at køre i den gule Peugeot selvom vi her taler en minibil, men det er selvfølgelig køreglæde på en helt anden måde, end i en gammel amerikanerbil”. ”En elbil har nogle helt åbenlyse kvaliteter, som jeg forbinder med køreglæde, og det er kraftoverskuddet, samt den lydløse fremfærd, og så er synes jeg blot den grønne profil er en ekstra bonus”.

APRIL 2012