Nyheder / NYHEDSARKIV 2012 / Fjerde kvartal / Julemanden blev vækket

Julemanden blev vækket

Stort fremmøde da julemanden skulle vækkes.

Arrangørerne havde gjort deres ypperste for, at man kom i sand julestemning, da julemanden skulle vækkes søndag den 2. december.


Natten til søndag havde arrangørerne nemlig sørget for, at Bylderup-Bov fik et lille drys sne, så rammerne ved torvet og den gamle A/S C. Carstensen lade emmede af julestemning. Drillenisserne havde desuden valgt, at deres årlige drillenissekonferance skulle afholdes i Bylderup-Bov, og de var i rigtig drillehumør denne søndag.

Traditionen tro begyndte arrangementet med, at lyset i juletræet på torvet blev tændt. Herefter skulle de 180 fremmødte børn vække julemanden, hvorefter man samledes i Danish Agros lade. I laden spillede Haderslev Brassband - akkompagneret af et lokalt pigekor - op til dans om juletræet.



Mange børn havde deres forældre og bedsteforældre med, så cirka 500 mennesker mødte op. Børnene fik fine juleposer af drillenisserne, alt imens de voksne kunne lune sig med gløgg og æbleskiver.


Der var sørget for underholdning for børnene, i form af lidt tryllerier, samt fortælling af juleevangeliet. Så alt i alt et virkelig vellykket arrangement, som Borgerforeningen, Luthersk Missionsforening og Bylderup-Bov Frivillige Brandværn, havde stablet på benene.

DECEMBER 2012