Nyheder / NYHEDSARKIV 2012 / Tredie kvartal / Multibanen blev indviet med manér

Multibanen blev indviet med manér

Fredag den 17. august blev den nye multibane i Bylderup indviet.

Multibanen har til huse mellem skolen og idrætshallen, og etableringen af banen har gennem lang tid været et stort ønske blandt byens børn og unge. 

Formand for borgerforeningen, Heinrich Lüllau, sagde bl.a. i sin velkomsttale, at borgerforeningens motto lyder: ”Bylderup-Bov, et godt sted at bo”, og med den nye multibane kan man med rette sige: ”Bylderup-Bov, et endnu bedre sted at bo”.


Multibanen har været 3 år undervejs. Dengang blev ønsket om en multibane nedfældet i byens udviklingsplan, og en arbejdsgruppe tog udfordringen op med at gøre drøm til virkelighed. Arbejdsgruppen har arrangeret sponsorløb, de har søgt fonde om midler, og mange lokale har ydet et bidrag. Desuden har de lokale håndværkere været villige til at etablere multibanen til favørpris. 


I forbindelse med indvielsen af banen blev der afholdt en hockeyturnering, hvor 4 hold stillede op: Byrådspolitikere, styregruppen, håndværkerne og et hold fra sponsorløbet. Kampene var præget af stor intensitet, og til sidst var det håndværkerne, som løb af med 1. pladsen, politikerne fik 2. pladsen og på 3. og 4. pladsen fulgte henholdsvis styregruppen og sponsorholdet.



AUGUST 2012