Nyheder / NYHEDSARKIV 2017 / Første kvartal / Tilbagegang vendt til fremgang i Slogs Herreds Hus

Tilbagegang vendt til fremgang i Slogs Herreds Hus

Torsdag den 2. februar blev der afholdt generalforsamling i Slogs Herreds Hus.

Og formanden for Slogs Herreds Hus, Rasmus Jensen, kunne overfor de fremmødte berette om et meget turbulent år. For efter flere år med tilbagegang, skulle der i 2016 ske noget ekstraordinært, da huset ellers ville blive nødt til at lukke og slukke.

”Og i dag på generalforsamlingen kan jeg konstatere, at vi er lykkedes med rigtig mange ting”, fortæller Rasmus. ”Et underskud i 2015 på over 80.000 kr., er blevet vendt til et overskud på 16.000 kr.”.

”Og dette til trods for, at vi i 2016 havde ekstraordinære høje omkostninger til udskiftning gasfyret, samt en en ekstraordinær høj vandregning pga. et utæt toilet”. ”Positivt er det desuden, at der er kommet styr på de faste drifts- og lønomkostninger”.

”At vende den flerårige tilbagegang til fremgang, har kostet en helt ekstraordinær indsats for alle, som er indvolveret i Slogs Herreds Hus – det være sig bestyrelsen, medarbejderne, og vores faste brugere af huset”. ”I min beretning takkede jeg mange navngivne personer, for uden dem havde vi ikke haft et Slogs Herreds Hus, som vi kender det i dag, og i den henseende er ”tak” kun et fattigt ord”.

”Det var simpelthen livsnødvendigt for Slogs Herreds Hus, at den onde cirkel vi var havnet i - med bl.a. dårlig omtale – måtte ophøre”. ”En lang række tiltag blev iværksat, så vi sikrede os, at alle arrangementer blev afviklet professionelt og til kundernes fulde tilfredshed”. ”Dette budskab måtte vi have ud til lokalbefolkningen, og vi fik husstandsomdelt en brochure, hvor vi fortalte om ændringerne i Slogs Herreds Hus, samt hvad vi kan tilbyde vores brugere og kunder”.

”Lokalbefolkningen viste os den nødvendige tillid, antallet af fester er steget mærkbart, og vi har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger efterfølgende”. ”Vores køkken- og serveringspersonale får stor ros, og det betyder alt for os”.

”Vi har desuden haft en rigtig positiv dialog med Aabenraa Kommune, som bl.a. har ydet os et tilskud, så vi kunne få renoveret den gamle sal i huset, hvilket også har givet huset et tiltrængt løft”.

”Desuden har vi fået etableret en vennekreds, som er en gruppe af frivillige der giver en hånd med til det lidt tungere arbejde, når der f.eks. skal opstilles borde, gøres rent, vi afholder arbejdsweekender eller lignende opgaver”.

”Bestyrelsen har udarbejdet en lang liste over forbedrings- og renoveringsopgaver, så oplevelsen i huset kan blive endnu bedre, og så vi kan forstærke den positive udvikling”.

”Valget til bestyrelsen blev i øvrigt en fredelig affære”, slutter Rasmus, ”for i stedet for Heike Gehrt der ikke ønskede genvalg, blev i stedet valgt Annette Thuskær Larsen”.

”Vi har derfor fortsat en bredt funderet bestyrelse, som har lyst og energi til at styre Slogs Herreds Hus i den rigtige retning”.
 
 
 
 
 
februar 2017