Nyheder / Der blev gravet, svømmet, løbet og cyklet til fordel for Friluftsbadet

Der blev gravet, svømmet, løbet og cyklet til fordel for Friluftsbadet

Friluftsbadet i Bylderup-Bov fylder næste år 50 år, og der står en større renovering for døren, som man forventer skal gennemføres i 2021. Ca. 3,5 mio. kr. regner Bylderup Idrætscenter der skal til, for at fremtidssikre svømmebadet de næste mange år.

For at projektet skal kunne nå i mål, kræves der en større egenfinansiering, og derfor havde Idrætscentret i dag arrangeret et sponsor-løb.

Der blev svømmet, cyklet, løbet og gravet til den store guldmedalje. Mange frivillige udøvere havde tilmeldt sig, og de havde forinden været ude ved lokalbefolkningen, for at skaffe sponsorer.

Arrangementet blev et tilløbsstykke, og der var stor opbakning til de mange udøvere. Der blev heppet, klappet og hele området emmede af fællesskab og sammenhold.

I skrivende stund kendes det indsamlede beløb ikke. Men når man mærker den energi der var tilstede, så kan man ikke være i tvivl om, at dette projekt nok skal lykkes!
Se billederne fra dagen her