Nyheder / Efterårsferie i SFO'en

Efterårsferie i SFO'en

Uge 42 er lig med efterårsferie, og i SFO´en på Bylderup Skole, har der også været feriestemning.

Der er nemlig blevet hygget med at lave pandekager og æblegrød, uhhmm. Og da Bylderup Idrætscenter slog dørene op for ”åben hal”, aftalte SFO´en og Blæksprutten at mødes, for at lege på redskaber, bygge huler, klatre, og bare give den gas.

Udenfor har det været gråt, men findes der noget bedre, end at samle kastanjer og hoppe i vandpytter? Næh - vel!

Indenfor er der leget med Lego, og fiflet med perler. Buskortet er også blevet luftet, for ugen har budt på en biograftur i Aabenraa, og bagefter blev gågaden besøgt, da der var uhyggelig-hyggelig halloween udsmykning.

Så alt i alt en dejlig uge, med tid til fordybelse og fællesskab på tværs af årgangene.