Nyheder / Svømmeundervisning blev et tilløbsstykke

Svømmeundervisning blev et tilløbsstykke

Nogle gange er der ikke langt fra tanke til handling, og dette er denne historie et godt eksempel på. Forrige uge efterlyste nogle forældre nemlig svømmeundervisning til børnene, og det behov var BBI/Saxburg hurtige til at finde en løsning på.

I første omgang blev der arrangeret svømmeundervisning 3 gange før sommerferien, og formand for SC Saxburg Bülderup, Martin Hansen forventede umiddelbart, at ca. 10-15 børn ville møde op.

Hans forventninger blev dog i den grad overgået, for 28 forventningsfulde børn mødte op til undervisningen. De hyggede sig i vandet, og gennemgik forskellige svømmeøvelser, og allerede nu glæder de sig til, at undervisningen fortsætter i næste uge.

Og med denne lille gode historie, kan Martin Hansen ”næsten gå på vandet”.